Mange tanker er tænkt siden terroranslaget i Norge.

Man udæsker Gud, og råber til Ham: " Hvorfor? Det giver ingen mening."

Så bliver man irettesat af Bibelens ord, for det skal accepteres og stå uantastet.

Man resignerer og finder frem til følgende: " Lad Gud være Gud, og lad mennesket være menneske."

Lad Gud blive hvor Han er, og fri mig for bibelske standarder, som jeg aldrig kan leve op til. Jeg har jo fået det at vide så tit i kirken: Du bliver aldrig god nok i Guds øjne, derfor har du brug for at Jesus kan være din mellemmand mellen Gud og dig.

Det er sådan set godt nok, men når det bliver kombineret med gammeltestamentlige standarder, får vi en autoritær cocktail, som sønderknuser mennesker som mig.

Hvorfor taler Jesus selv om den gyldne middelvej? Han vidste allerede dengang, hvad der gøder grunden for fundamentalisme og ekstremisme.

Jesus taler om et balanceret liv, hvor der sommetider er et enten/eller og til andre tider et både/og.

Dette er et paradoks umiddelbart, men hvorfor må der ikke være paradokser, også i Bibelen og kristenlivet?

Hele Jesu liv var et paradoks. Guds egen søn med almagt måtte lide korsdøden for menneskehedens skyld, siger man. Er dette ikke det største paradoks af alle?

Hvem kan forstå et med forstanden?

Troen kommer af det som høres, og det sker i et splitsekund. Vil jeg nogensinde høre et ord igen, som kan tænde denne tro i mig igen?

Lad Gud være Gud, og lad mennesket være menneske.