Selvom det er ti år siden, tror jeg, der er rigtig mange af os, der husker hvor vi var og hvordan vi hørte om angrebet på World Trade Center, i New York og forsøget på at ramme Pentagon med et passagerfly.

Man havde svært ved at tro det. Det virkede så surrealistisk , som en scene fra en af Hollywoods dommedagsfilm. Så meningsløst som hærværk på kirkegården og graffiti på folks husmure, men i en skala af helt andre dimensioner og med uoverskuelige konsekvenser… Ikke blot det store antal døde, der trods alt er under halvdelen af, hvad der finder sted af mord i USA om året, men meningsløsheden – og så den irrationelle reaktion, der kom ”Krigen mod terror” der førte til krigene i Irak og Afghanistan og en lang række meningsløse kontroller og mistænkeliggørelse.

Man kunne have håbet - og nogen af os gjorde naivt - at Krigen mod terror, ville blive ført som krig mod fattigdom og ulighed og alle de forhold, som skaber grobund for terror, at verden virkelig var blevet en anden, som politikerne sagde, den var; men den viste sig at være den samme som under den kolde krig, bare fjendebilledet var skiftet ud.

Set i bakspejlet, kunne man ønske, at den norske statsminister Stoltenberg havde været præsident i USA.

Verden har ikke brug for flere ”Stærke mænd”, men gode eksempler.For tilgivelse, og overbærenhed. For taknemmelighed og ærefrygt for livet.