HISTORIE

Jeg er en årgang 62 og stammer fra Tyskland.

Som konsekvens af, at min mor lod sig skille fra min biologiske far og fandt en dansk mand, havnede jeg i en alder af 6 år i Danmark.

Alt var nyt og skræmmende.

Min mormor og min onkel i Tyskland, som havde været sikre holdepunkter for mig i min barndom, var nu pludselig langt borte.

Jeg blev rykket op med rode og måtte starte helt på ny. Det var svært.

Jeg måtte lære dansk og lærte det så at sige på gaden blandt jævnaldrende, indtil jeg kom i skole og fik bygget på der.

Min mor var altså helt igennem tysk, og det var mine 3 søskende også.

Min stedfar var sønderjyde helt igennem.

Han adopterede mig og mine søskende, hvorfor jeg i dag bærer det danske efternavn Bøgh.

Vi var meget fattige, og barndommen var vanskelig.

Jeg savnede kærlighed og tryghed, og skoleårene var også vanskelige, fordi jeg konstant blev sat uden for fællesskabet.

Jeg måtte gå i aflagt tøj fra andre, hvilket var til stor munterhed blandt mine skolekammerater.

De havde altid det sidste nye tøj. Trompetbukser og den slags. Mine bukser var for korte, og jeg fik konstant at vide, at jeg havde vand i kælderen.

Jeg var utryg ved alt. I begyndelsen var jeg fræk som en slagterhund, men det blev hurtigt pillet af mig, så jeg mistede mit selvværd i mange år fremover.

Jeg vil ikke beskrive forholdene i mit barndomshjem for indgående, da de er skræmmende og meget personlige for mig. Desuden lever min mor endnu, og jeg har ikke til hensigt at hænge hende ud.

Jeg gik 10 år i folkeskolen på Vojens borger og realskole, som senere kom til at hedde Povlsbjergskolen. Min første klasselærer hed Åge Gram, og han kunne ikke lide udlændinge.

Tyskerne var gode nok som turister. Deres penge kunne vi godt bruge, men de skulle ikke overtage landet.

Så hvor var jeg placeret henne? Jeg følte mig ikke godt tilpas.

Klassen blev delt, og vi fik en ny klasselærer, som hed Leif Petersen.

Han holdt ofte en hånd over mig, når det gik for groft til i skolegården, og det var jeg glad for.

Ham havde jeg som lærer, indtil jeg gik ud af 10. Klasse.

Det var i 1979.

Den sommer var helt speciel for mig, idet jeg havde fået foræret en måneds ophold i Canada af den lokale Lions Club. Formanden hed Henning Frost Larsen. Han var direktør for slagteriet og far til Susanne, som gik i min klasse.

Det var en gigantisk oplevelse for mig.

Jeg er meget taknemlig for denne gave den dag i dag.

Efter sommerferien begyndte jeg på sprogligt gymnasium i Haderslev.

Jeg var egentlig fejlplaceret her, fordi jeg dengang ville være læge, og derfor havde været bedre tjent med den matematisk fysiske gren.

Men lærerne i min folkeskole havde bedømt mig som måske egnet hertil, hvorimod de mente, at jeg var egnet til den sproglige gren.

Autoritetstro, som jeg var dengang, gjorde jeg, hvad de anbefalede mig.

Her spildte jeg så mere eller mindre et år af min tilværelse, indtil jeg forlod gymnasiet på grund af kærestesorger. Hun hed Karin, og jeg tog det meget tungt, men hun grinte bare.

Men hvad nu?

Mit hjem var gået i opløsning, så jeg måtte jo forsørge mig selv. Jeg kunne jo ikke modtage SU, når jeg ikke var under uddannelse.

Så tænkte jeg, at jeg ville være soldat, for nu ville jeg dø.

Derfor tog jeg til session i Åbenrå, trak frinummer og meldte mig frivilligt.

Imidlertid ville der gå omtrent et halvt års tid, før jeg blev indkaldt til aftjening af værnepligt.

Jeg fandt en annonce i den lokale Budstikken, hvor de søgte en tarmrenserlærling på slagteriet.

Uden den fjerneste ide om, hvad det bestod i, genfandt jeg kort tid efter mig selv i et tarmrenseri ved et skille og vendebord med krustarme mellem mine fingre. Lønnen var god, og jeg gennemførte læretiden.

Mit holdepunkt var min ungdomskæreste dengang, som var utrolig sød. Vi holdt sammen i 4½ år.

Jeg havde alt for mange lig i lasten hjemmefra og vidste ikke hvad kærlighed var. Jeg var smækfyldt med problemer og var egentlig ude af stand til at give eller modtage kærlighed. Men hele hendes familie var utroligt søde, og de behandlede mig som en af familien i disse år. Min kæreste havde også to brødre, som var nogle flinke fyre og meget intelligente.

Det var hun selvfølgelig også.

Savnet efter hende og hendes familie var stort, når jeg i min læretid skulle 5 uger på slagteriskolen i Roskilde.

Vi telefonerede med hinanden i timer. Det var helt utroligt.

Efter endt læretid forlod jeg slagteriet og begyndte på HF i Haderslev. Min kæreste gik også på gymnasiet der, så vi sås hele tiden.

Jeg tog matematik og fysik på tilvalg, fordi jeg stadig gik efter at blive læge.

Jeg gennemførte min HF med et godt gennemsnit, og stod fuldstændig forvirret tilbage med alle de muligheder jeg nu havde rent uddannelsesmæssigt.

En lærer rådede mig til medicinstudiet, men jeg havde fået 11 i samfundsfag, så nu ville jeg læse statskundskab ligesom min gamle kammerat fra sprogligt gymnasium, som hed Lars Mikkelsen.

Han var et utroligt talent og spillede skak. Hans interesser gik på politik, og det var ham, der gjorde mig politisk bevidst, så jeg fandt mit politiske ståsted på venstrefløjen som Venstre Socialist i disse år.

Det er jeg ikke mere i dag. Jeg har bevæget mig langt i det politiske spektrum, således at jeg for nuværende er medlem af det Konservative Folkeparti.

 Jeg kan godt lide tanken om at forandre for at bevare.  

Men der var lige et hængeparti. En dag ringede de til mig på gymnasiet fra forsvaret. De ville indkalde mig, for nu gik den ikke længere. Det var en streg i regningen, men jeg fik heldigvis udsættelse og skulle så ind til søværnet, når jeg var færdig med HF.

Pyha! Det var nær gået galt.

Efter afsluttet HF endte jeg altså således på Eksercerskolen i Frederiksværk, hvor jeg skulle modtage min militære grunduddannelse. Det var vanskeligt for mig at være adskilt fra min kæreste, som jeg holdt meget af.

Jeg var bange for at det skulle gå i stykker, og at hun ville finde en anden. Det gjorde det også senere.

Efter de 6 uger på Eksercerskolen blev jeg udstationeret som radar og plottergast på Marinestation Anholt også kaldet Masen.

Vi havde orlov hver anden uge, og denne tid tilbragte jeg i Frederikshavn, hvor min kæreste arbejdede på en rideskole under en hysterisk svensk berider, der var tynd som en asparges.

Tiden var meget vanskelig for hende, og i dag kan jeg se, at hun faktisk fik en depression. Hun bestilte ikke andet end at læse tegneserier og lave skinketoast.

Vi gled mere og mere fra hinanden og den 11. april 1985, da jeg afmønstrede i Frederikshavn, gjorde hun det forbi imellem os.

Vi kom sammen fra den 15. oktober 1980 og altså til den 11. april 1985.

I Frederikshavn havde jeg fundet et værelse, hvor jeg boede, mens jeg denne sommer arbejdede som tarmrenser på slagteriet i Sæby.

Min mester Henning Fisker ville gerne, at jeg blev, men jeg ville jo læse statskundskab.

Ved hjælp af aviser fandt jeg et kælderværelse i Egå, som jeg ikke engang havde set. Bare en telefonisk aftale.

Jeg blev optaget på statskundskab og fik et kulturchok. Det var noget andet end gymnasiet.

Karaktererne raslede ned, og forelæserne havde ingen som helst pædagogisk sans. Man måtte finde ud af det hele selv. Forelæserne ville hellere forske og anså vel nærmest de studerende som spildtid. Det var min oplevelse.

På 3. Semester gad jeg ikke det mere og søgte i første omgang orlov. Jeg arbejdede på Århus Tarmcopagni med opmåling og kalibersortering af oksetarme.

Nu mens jeg havde en rimelig indtægt, tænkte jeg, at jeg ville tage mit kørekort. Det gjorde jeg så, og købte en gammel Volvo Amazon fra 1969 af Erik Rudolf, som havde været min mors samlever, men han døde for hende, og så stod hun der med en Volvo, som hun ikke kunne køre i, da hun aldrig har fået kørekort. Gud ske tak og lov for det. Altså at hun ikke fik kørekort.

Jeg måtte låne i banken i første omgang. Den kostede 10.000 kr. Jeg malede kofangerne hvide og klistrede en stor sort ørn på kølerhjelmen. Det syntes jeg var sejt dengang.

Den kørte jeg så rundt i.

Jeg kørte fra Århus til Haderslev i weekenderne for at besøge min bror, som boede på et kollegieværelse.

Han tog også kørekort det år, og vi havde det skægt med vores biler. Han købte en gul Skoda.

Vi kørte vejene tynde og fik erfaring som bilister, mens vi kunne komme på besøg overalt.

Det var sjovt. Sikke tider.

Det var i 1987.

Jeg søgte så arbejde på slagteriet i Vojens for at komme tilbage til Sønderjylland igen.

Noget af tiden og mine penge brugte jeg på at lære at spille guitar hos en privatlærer i Århus.

Jeg sled i det i timevis.

Læreren hed Mette Åen, og hun kunne sit kram og var dygtig til at undervise.

Meget af det, jeg lærte, gik desværre tabt i forbindelse med, at jeg fik en psykose 3 år senere.

De grundlæggende principper kan jeg dog stadig, men hele mit repertoire forsvandt i mindspace.

Jeg nåede så vidt, at jeg blev i stand til at komponere instrumentale stykker selv.

Så lavede jeg da ingen ulykker så længe, kan man sige.

Arbejdet i Vojens var hårdt og opslidende, og jeg blev mere og mere indelukket. Jeg var blevet bange for andre mennesker, og mødte dem hele tiden med en tanke i baghovedet om, at de var ude på at gøre mig til grin. Jeg var ikke glad mere.

Jeg blev også involveret i fagforeningsarbejde i Vojens og havde store drømme for arbejderbevægelsen i Danmark. Det har jeg ikke mere. De er blevet sig selv nok, og kan efter min bedste overbevisning ikke hjælpes mere.

En dag mistede jeg min virkelighedssans.

Jeg hørte stemmer, som sagde til mig, at jeg kunne flyve. Ved et mirakel endte jeg hos min bror, og ville give ham en demonstration af mine flyvefærdigheder ved at lukke hans køkkenvindue op og springe ud.

Det var på 2. Sal. Han tacklede situationen til UG, idet han fik mig bragt til min læge. Han var lidt længe om at fatte situationen, men det endte med at jeg blev indlagt på psykiatrisk i Haderslev.

Alt var anderledes, og de var alle sammen ude på, at jeg skulle dø, var jeg overbevist om.

Jeg havde fået en reaktiv akut paranoid psykose, som det hedder i fagsproget.

Kort og godt. Jeg var blevet sindssyg.

De proppede mig med medicin, så jeg ikke kunne gå normalt mere og måtte have bivirkningsmedicin for det. Den ene tablet tog den anden.

De mandsopdækkede mig, når jeg bare rynkede med øjenbrynene, fordi de anså mig for voldelig og farlig.

Medpatienterne var mennesker af alle slags.

Fælles for dem var, at de var gået i stykker indvendigt.

Nogle sagde de mest mærkelige ting og havde den underligste adfærd.

Jeg ville bare væk så hurtigt som muligt, men dørene var hermetisk låst. Jeg befandt mig på den lukkede.

Det var ikke videre befordrende for mig, at menneskene omkring mig var så dårlige. Jeg fik ingen normale inputs mere, og medicinen sløvede mig totalt.

Jeg sov ikke normalt mere, og når jeg sov, havde jeg mareridt.

Jeg var endt i helvede.

Når der var stuegang, sagde jeg hele tiden, at jeg skulle på arbejde, men det syntes psykiateren Markus Fink åbenbart ikke, at jeg skulle.

Inden jeg blev indlagt, var det lykkedes mig at kvitte smøgerne. Min mor, som ikke havde føling med situationen, medbragte cigaretter, hvorefter jeg røg hele tiden på afdelingen. Hvad skulle man snart lave?

På afdelingen lærte jeg min ægtefælle at kende.

Hun kom og besøgte mig, efter at min søster havde spurgt mig, om det var i orden.

Hjørdis, som hun hedder, havde været i pleje samme sted, som min søster kom hen, efter at mit hjem gik i opløsning, og min mor spredte os for alle vinde.

Det var arrangeret i kulisserne af min søsters plejemor og min søster. To Kirsten gifteknive som ikke kunne finde ud af det selv.

Plejemoderen var samtidig Hjørdis´ bedstemor.

Hjørdis besøgte mig en solskinsdag i en blomstret kjole.

Jeg sad i min stue, da hun kom ind ad døren.

Fra første øjeblik pludrede hun som en undulat. Munden stod ikke stille, og jeg syntes hun var sød.

Hun kunne da godt gå an, tænkte jeg.

Hjørdis fandt ud af, at jeg havde terrænfrihed, hvilket jeg slet ikke var klar over. Det betyder, at man må bevæge sig udenfor den lukkede afdeling på sygehusets grund. Hun kendte selv til indlæggelse og vidste derfor besked.

Vi kunne altså gå ture og snakke uforstyrret af andre, og således blev vi kærester.

Hun var henrykt, og jeg var glad.

Hjørdis har oplevet tilsvarende ting i sin barndom, og vi kommer af de samme sociale kår.

Hjørdis bedstemor kunne imidlertid ikke lide mig, fordi jeg bekendte mig til Jesus Kristus, så hun skyndte sig at skille os ad. Det gjorde hun 3 gange i årene 1990-1998.

Men den 7. februar 1998 gav vi hinanden ja-ordet på Haderslev rådhus. Samme dag blev vi kirkeligt velsignet i Haderslev domkirke. Vi havde et lille men godt bryllup uden familien. Kun med nære venner.

Det drejer sig om to vennepar og børn.

Det ene par er i dag blevet skilt, hvilket er til stor advarsel for os selv.

Vi har ikke megen kontakt med vore familier, men vi har en kæmpestor vennekreds, som Gud har givet os.

Sammen har vi allerede oplevet meget.

Vi har ingen børn sammen, da Hjørdis er blevet ulovligt steriliseret i en periode af hendes liv, hvor hun var meget syg.

Måske er det bedst sådan. Hvem ved?