Folketingsvalg og Fagbevægelsen
 
”Uden liberal balance”!
Der er efterhånden ikke noget nyt i, at Liberal Alliance kommer med nogle rådvilde og totalt ubalancerede udtalelser. Vi har hørt deres ønsker for Danmark, om bl.a. accept af flerkoneri og ikke mindst et skattetryk på 20 %!
Så egentligt burde man ikke længere blive overrasket over de vildfarelser, der kommer fra Liberal Alliance. Alligevel kan det blive så forrykt, at man må sige fra.
Vi har den seneste tid oplevet flere borgerlige politikere være efter fagbevægelsen, fordi vi engagerer os i Folketingsvalget. Men i Nyhederne på tv mandag aften, tronede den lille Simon Ammitzbøl (LA) frem på skærmen, med et nyt angreb på Fagbevægelsen, i dette tilfælde FOA. Her er det, at den ubalancerede urimelighed åbenbart er kendetegnende for Liberal Alliance.
Danskerne har på intet tidspunkt hørt hverken LA eller andre borgerlige partier fortælle arbejdsgivernes organisationer, at de skal blande sig udenom politik. Ganske stille var der f.eks. i Liberal Alliance og hele den Blå Blok, da Arbejdsgiverforeningerne Dansk Industri og Dansk Erhverv, kaldte regeringens nedskæringer på AMU kurser, for decideret ødelæggende for Danmark. Eller da en repræsentant for arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri, på direkte tv, udtalte at efterlønnen skulle afskaffes, fordi det så kunne presse de danske lønninger nedad.
Hvad er forskellen på om det er Arbejdsgiverforeningerne eller Fagforeningerne, som blander sig i dansk politik?
Svaret må være, at der ikke er forskel – det er helt naturligt at begge blander sig, for alt styres jo af politik!
Når vi ser tilbage på de seneste 10 år, så er de værste forringelser for fagbevægelsens medlemmer jo ikke gjort af arbejdsgiverne – MEN NETOP AF POLITIKERNE!
Vi blander os i politik, fordi medlemmernes vilkår bliver forringet politisk og fordi medlemmerne har besluttet den linje på vore generalforsamlinger.
Politikerne har bl.a. halveret dagpengeperioden for vores ledige medlemmer, forringet vores medlemmers muligheder for opkvalificering til over 800 selvvalgte AMU kurser, lagt loft over fradrag for fagligt kontingent og nu vil de så også afskaffe 77 % af den nuværende efterløn!
Det er gjort ved politik – og derfor blander vi os i politik – OG DET BLIVER VI VED MED!
Så måske skulle Ammitzbøl, B. Olsen og Samuelsen koncentrere sig lidt mere om, at få balance i deres egen baghave. Imens må vores medlemmer jo bare konstatere, at LA har mere balance og Alliance med arbejdsgiverforeningerne end med fagforeningerne!
Jeg vil afslutningsvis bare opfordre fagbevægelsens medlemmer til at stemme på torsdag.
Det er åbenbart kun jeres stemmer politikerne har respekt for!
Mest læste i dag > Alle
|
Kolding 21.05.2012 - 11.05
|
|
Sønderborg 17.04.2012 - 10.04
|
|
Kolding 21.05.2012 - 09.05
|
|
Sønderborg 22.05.2012 - 10.05
|
|
Aabenraa 21.05.2012 - 08.05
|
|
Varde 21.05.2012 - 12.05
|
|
Varde 19.05.2012 - 09.05
|
|
Haderslev 22.05.2012 - 07.05
|











