Vi spørger os selv: Hvor bliver tiden af?

Tiden er som oceanet altopslugende
Tidens bølger slår ind mod stranden
og hver en bølge er et sekund
Oceanet giver det og tager det tilbage igen.

Vi er som en bølge. Vi kommer og går. Og måske kommer vi igen.
Hvem ved? Vi er en del af tidens ocean. Sat ind i evighedens sammenhæng.

En evig cyklus.

Nogle gange bruser vi let ind mod stranden
andre gange rejser vi os i vildt skumsprøjt
men vi er alle del af det samme ocean.

Vi kan ikke adskille os fra tiden, for vi er tiden.
Der er ingen afstand mellem tiden og os.
Det synes sådan, men tid er bevægelse, og vi bevæger os i evige cirkler.

Evighed er nåde for nåden varer evigt.