Gå til hovedindhold

 
fre 10.2.2012        Af Lisbeth Sørensen

Ih du milde!

 
 

Ih du milde!

Bølger i kirken!? Ja, der var faktisk bølger i Hejnsvig kirke. Hele vejen op af midtergangen. Det har der vist aldrig været før. De kom nu heller ikke helt af sig selv. Kirkekorene fra Hejnsvig, Billund og Egtved havde sørget for bølgerne. De tre kor var slået sammen og næsten 50 korsangere fyldte korbuen i Hejnsvig Kirke helt op.

I fuld udklædning opførte de Milde Moses – en musical over Moses’ liv med hovedvægten på den tid, hvor han med Guds hjælp skulle befri israelitterne fra Faraos magt i Ægypten på det gamle testamentes tid.

Det var noget af en oplevelse! Dirigent Birger Sørensen havde korene i sin hule hånd, og sammen med musikerne John Skou på bas, Svend Eeg på trommer og Kristjan Piirimitz på klaver gik det hele op i en smuk og festlig højere enhed! Med ord, sange og musik sammen med skuespil og bevægelser fra en del af det både sammenlagte, men også meget veloplagte kor gik det lige ind hos tilhørerne. Der var alt fra slavepiskere, brægende får og Moses selv til jubeldans og sure israelitter, der efter de havde fået deres længe ventede frihed, alligevel vendte sig mod både Gud og Moses.

En kæmpe indsats var gået forud for musicalen gennem næsten et halvt år med øvning og fremstilling af kulisser, og med i alle forberedelserne havde været organist Anne Kathrine fra Egtved, hendes mand og praktiske hjælper Niels, organist Kristjan fra Billund, organist Ragna fra Hejnsvig og sognemedhjælper Lis fra Hejnsvig.

Det var en fantastisk afslutning på sognedagen i Hejnsvig, hvor det gennemløbende tema havde været Moses. Kirken var fuld af forventningsfulde og glade mennesker, der hele to gange rejste sig med klap og ros til korene.

Godt fem timer tidligere, kl. 9.30, havde mange af dagens kirkegængere indledt sognedagen med rundstykker og kaffe i missionshuset. Der var tid til en snak med venner og bekendte inden søndagens gudstjeneste kl. 10.30.

En gudstjeneste, der skilte sig lidt ud fra de fleste her i sognet. Udover at der var to dåbsbørn, var der børnekirke, som en del af børnene benyttede sig af. Sognedagens gæst, sognepræst Tine Lindhardt fra Odense, holdt prædikenen i kirken. Hun genfortalte Moses’ liv i et enkelt og forståeligt sprog og formåede samtidig at sætte liv i en gammel historie, som mange har hørt før og kender godt.
Frokosttiden meldte sig og turen gik til hotellet, der stod klar med suppe og brød til de kolde og sultne gæster. Da maven var fyldt, kunne vi nyde kaffe og kage, mens Tine Lindhardt denne gang fortalte om sin tid i Bibelselskabet, hvor hun var generalsekretær i 7½ år.

Et projekt Tine havde været med til i Bibelselskabet, var en oversættelse af det nye testamente, der hedder, ”Den nye aftale – det nye testamente på nudansk.” De oversatte direkte fra græsk til dansk. De havde hjælp fra nogle, der var eksperter i dansk, så de på den måde kun fik brugt ord, som er almindelige i daglig tale.

Resultatet er en oversættelse af det nye testamente på et sprog den almindelige dansker uden nogen kendskab til kirke kan forstå uden problemer. Ord som nåde, barmhjertighed, miskundhed og hellig kan man ikke læse i den oversættelse. Det er bl.a. de ord, der er blevet skiftet ud med ord, vi alle bruger i almindelig daglig tale. Tine Lindhardt sagde det så godt: ”Skal man stødes på noget, skal det være Bibelens indhold, ikke dens sprog.”
 

 

Facebook







Mest læste i dag > Alle

Varde 16.05.2012 - 10.05
    

Sønderborg 17.04.2012 - 10.04
    

Haderslev 16.05.2012 - 11.05
    

Varde 17.05.2012 - 12.05
    

Kolding 17.05.2012 - 07.05
    

Sønderborg 13.05.2012 - 08.05
    

Tønder 16.05.2012 - 11.05
    

Haderslev 17.05.2012 - 06.05
    

Billeder

Loppemarked
Tine og Sissel i afrikatøj i Hejnsvig Kirke
TIne synger "Special Number" som man gør i Afrika
Sissel forklarer om indsamling i afrikanske kirker
Der var godt besøgt i konfirmandstuen i Hejnsvig efter gudstjenesten
Tine og Sissel forklarede om deres rejse og opgaver som voluntører
Tistrup Kirke, 25 år med præsten Lars Bom..
Tistrup Kirke, 25 år med præsten Lars Bom..
det nyrenoverede hus, der får sit navn