Jeg er ny i byen. Sådan helt ny. Jeg er medfølgende, som det så smukt hedder, når mandens job hiver dig op med hår og hud fra øst til vest i det ganske danske land. Jeg har aldrig været i Esbjerg, før jeg står med mine ti flytter kasser, mand og barn en kold december dag i fjor.

Og imens jeg de efterfølgende dage triller gade op og gade ned med barnevogn og datter, så går det op for mig, at jeg absolut ingen kender. Sådan virkelig ingen. Jeg prøver desperat at skimte et kendt ansigt bag mælk og makrel i Nettos kølediske, og selvom en venlig dame sender mine desperate øjne et venligt smil, så er sandheden ved at indfinde sig. Jeg er ny i byen. Uden venner, sikkerhedsnet og kaffe aftaler en onsdag.

Jeg bliver nødt til at starte forfra, og med åbne øjne gå ud i byen. For en ting ved jeg om Esbjerg: Her er mere end fisk og frisk luft. Her er mennesker som smiler til en tilflytter. Og jeg kan allerede mærke, at det er lidt mindre slemt at være ny. Esbjerg, vi to skal nok blive venner!