For store armbevægelser

Dúné er et stormende frisk pust, der skal arbejde med koncertudtrykket.

Lad mig indledningsvist skamrose de syv musikere i Dúné for deres sjældne vovemod og afsmittende entusiasme. Et visionært teenband, der i den grad kan og tør lege med et bredt udsnit af musikalske former og genrer, hører til sjældenhederne.

Flere af numrene fra gruppens eneste album "We Are In There You Are Out Here" signalerer en sjælden tæft for at strikke elektronisk funderede pop- og rocknumre sammen. Referencerne springer indimellem i ørerne, men alligevel er det ret fantastisk, at 18-19-årige fremstår så kompetente i sangskriverrollen.

Sjovt nok er aftenens bedste nummer "80 Years", der på albummet ikke er helt så markant som de forrygende "Dry Lips" og "Bloodlines". Den rammer plet med en god balance mellem vokale og instrumentale dyder.

Devaluerer sejheden

Problemet opstår, når et så ungt band forsøger at agere som et gennemrutineret rockband og forfalder til alle brancheklichéerne, der måske ikke er et irritationsmoment for den 17-årige gymnasieelev, men for den mere vante koncertgænger bliver enerverende at overvære.

Det er kæmpe armbevægelser fra start til slut, forsangerens konstante luftige benspjæt, vandsprøjteriet over publikum og den håbløse kliché med at udnævne dagens koncertby til hovedstad i Danmark.

Gad vide, om ikke også publikum i Holstebro får den ære?

Selvfølgelig skal der leges og eksperimenteres på scenen, men det ville have været så meget mere coolt et show, hvis der blev skruet ned for alle drengestregerne og den evindelige publikumspetting. Det devaluerer ganske enkelt sejheden.

Garderobeforvirring

Bandets fremtoning illustrerer også tydeligt, at medlemmerne er præget af gymnasiementaliteten. Én har en Guns'N'Roses T-shirt på, en anden Metallica, en tredje David Bowies lynansigt fra Ziggy Stardust-æraen - og så endelig forsanger Mattias Kolstrup i nydelig habitjakke.

Det er fedt, at der er plads til forskellighed, men hvis påklædningen blev en integreret del af det visuelle univers, ville det med sikkerhed påvirke helhedsindtrykket positivt.

Sætlisten understreger, at debutalbummet stort set blev spillet i sin oprindelige form med enkelte rokader. En del af numrene har en temmelig ens opbygning, og behovet for nyt blod står især tydeligt, da bandet vælger ikke at spille ekstranummer.

Nu er det jo ikke en nedskrevet regel, at bands skal gøre det. Men de mange højlydte mishagsytringer i garderoben understregede, at det nok ville have været kløgtigt at gemme bare en enkelt sang til den for mange uundværlige ekstra nummer-seance.

Det bliver spændende at følge Dúné, der med alle de gode intentioner og talent taget i betragtning forhåbentlig ender med at blive en langtidsholdbar del af den danske musikscene.

Om koncerten

Odense, Posten, lørdag: Dúné

Line-up: Mattias Kolstrup: sang, Anne Cecilie Dyrberg: keyboard, kor, Ole Bjørn Sørensen: keyboard, kor, Simon Troelsgaard: guitar, Danny Jungslund: guitar, Piotrek Wasilewski: bas, Malte Aarup-Sørensen: trommer