Send artiklen Infernalsk rytmisk stormvejr til din ven.
Den amerikanske trio The Bad Plus spillede fænomenalt fanjazztisk
Det sker kun én eller to gange om året, at man som anmelder sidder efter en koncert med fornemmelsen af at have overværet noget fuldstændigt uortodokst og skelsættende.
Sådan havde jeg det efter at have bevæget mig ind i stjernetågen The Bad Plus i en musikalsk galakse langt, langt væk.
Trioen befinder sig musikalsk i et parallelunivers, hvor grænserne for jazz, rock og funk er udviskede. Hvis de overhovedet eksisterer.
Et univers befolket af en mystisk lydende legetøjsgummiand, hvinende, hviskende hihatte og drabelige, sorte huller fyldt med skæve toner.
Gruppens navn er i sig selv en selvmodsigelse.
Således også deres musik der konstant spænder mellem storm og stilhed. Mellem avantgardistisk jazz med reminiscenser af rock. Og præcist det modsatte.
En trommetyfon
Trommeslageren David King, hvis efternavn må kaldes en selvopfyldende profeti, når han sidder bag trommesættet, får mig helt og aldeles til at falde pladask for bandets vildskab og tekniske niveau.
Han har en meget atypisk spillestil, hvor stikkerne vendes og drejes konstant, så de på det nærmeste tværes ud på bækkenet og ridses ind i hihatten. Til tider kærtegner de sættet. For pludselig at tæske det så eftertrykkeligt, at man får ondt af det.
King frembringer de skæveste og mest inciterende lyde, jeg til dato har hørt fra et trommesæt. En sand stortrommeorkan. En hihattyfon. Indimellem spekulerer jeg på, om han kan flytte armene i den kortærmede skjorte så hurtigt, at de farvestrålende tatoveringer ryger af i farten.
Pianisten Ethan Iverson er den diametrale modsætning. Bevidst reserveret i både spil og fremtoning. Klædt i sort jakkesæt og tydeligvis skolet helt anderledes, hvilket netop er ét af de dårlige plusser.
Trioens forskelligheder gør dem i stand til at udnytte hinandens stærke sider og lade instrumenterne fylde mest, når det passer optimalt ind i de kryptisk betitlede numre "Mint", "Thriftstore Jewelry" samt "1979 Semi-Finalist".
Kontrabassist Reid Anderson, der har skrevet mange af gruppens numre, er det gyldne kit, der binder hele konceptet sammen.
Han sørger for balancen, så arrangementerne ikke tipper over til hverken pianistens eller trommeslagerens favør.
Vanvittig afslutning
The Bad Plus byder på en teknisk formåen, hvor superlativer som sublim og hypertjekket knap slår til.
De mange punktlige breaks og aparte slutninger understreger den telepatiske forståelse på tværs af scenen. Havde fodboldlandsholdet en brøkdel af den, havde spanierne fået klø.
Når piano, kontrabas og trommer accelererer og smelter sammen, udgør de den perfekte ramme til intergalaktiske rumskibsjagtassociationer.
Indimellem fanger man brudstykker af kendte melodier midt i det infernalske legerum, hvor alt er tilladt.
En smule Tears for Fears bliver den røde tråd i ét nummer, hvor man mellem de improviserede afstikkere igen og igen falder tilbage på de velkendte toner og fornøjes over, hvor elegant inkorporeret de er.
Efter en hektisk udgave af Neil Sedakas "Laughter in the Rain" opstår der spontan jubel hos flere af de relativt få fremmødte.
Som til et vækkelsesmøde i bibelbæltet rejser de sig op og skriger glæden højlydt ud.
- Jeg er ligeglad. Det er for vanvittigt dét her, råber en ung mand til vennerne omkring bordet.
Man kan kun give ham ret. Det var en fuldstændig vanvittig, blæret koncert med en afslutning, hvor hver eneste molekyle på Dexter fik tilføjet adskillige improvisationsatomer.
Dexter, Odense, lørdag: The Bad Plus.
