Send artiklen Møllers katedral til din ven.
Møllers katedral
Johnny Madsens tro væbner og guitarist stjal igen fokus
Koncerten var annonceret som akustisk. Det var den bestemt også, men måske burde man have tilføjet ”classic”. For det var ren og skær gamle Madsen-numre, der havde fundet vej til de to sæt.
Det virker ærlig talt en smule mystisk, når det ikke er mere end et halvt år siden, seneste album ”Spidsen af kuglen” udkom. Spækket med fuldfede rocknumre og en bunke herlige Madsen-typiske melodier.
Jeg havde set frem til især ”Kathmandu” og ”Johnson City”, men måtte nøjes med igen at høre ”Nattegn” og "Bounty Blue" for 117. gang. Det er skønt med hav, måneskin og forblæste duer, men for filen, hvor det ville have lunet med et par enkelte nye numre at gå på opdagelse i.
Inden inkarnerede fans sender mig trusselsbreve, vil jeg understrege, at trioen spillede bedre end længe. Madsen virkede sjældent klarhovedet og tog revanche for den mildt sagt horrible præstation før John Fogerty-koncerten i Tusindårsskoven.
Komikken var frisk fra fad, og gentagne gange faldt man halvt ned ad stolen af grin. Det var også på tide med nye anekdoter mellem numrene, for hvis jeg skulle høre historien om Lars Lilholt i toget én gang til, var jeg faldet i søvn.
I stedet blev det til et par herlige jokes om fætteren i USA, der hævdede, at det ikke var nogen tilfældighed, at der var 24 bajere i en kasse og det samme antal timer i et døgn. Sådanne vestjyske vittigheder kan man kun elske.
Elske er et stort ord, men når Knud Møller virkelig brændte igennem, som tilfældet var på ”One Man Band”, så går det fint an. En gennemøvet og alligevel intuitiv solo fyldte rummet, og fik det til at føles og lyde som sad man i en katedral med 20 meter til loftet.
Møller byggede soloen perfekt op og vekslede mellem intimt, sagte fingerspil og voldsomme kraftudbrud, hvor man blev imponeret over, hvor meget lyd, der kunne komme ud af en sortlakeret trækasse. Møller var synonym med komplet instrumentbeherskelse og igen kittet, der bandt Johnny Madsen Trio sammen.
Tilbage er der kun at sige: ”I en katedral holder man kaje, når nogen prædiker. Også på de bageste rækker!”
Posten, Odense, fredag: Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From