Send artiklen Klog, klar og skøn at skue til din ven.
Kun en enkelt mislykket skuespilpræstation skæmmer Tim Burtons fascinerende "Alice i Eventyrland"
Det er et helt lille mirakel, Disney-folkene her har begået. De har taget begge Lewis Carrolls komplicerede bøger, "Alice i Eventyrland" og "Alice bag spejlet", og kogt dem ned til forbilledligt stramme 100 minutter og formået at få grundhistorie, temaer og kernepersoner til at fremstå klarere og mere vedkommende end selv talrige gennemlæsninger formår.
Men selv i denne forenklede og forståelige form er "Alice i Eventyrland" i lighed med vor egen H.C. Andersen og mange Disney-film iøvrigt et eventyr, som slet ikke er for børn, så skræmmende symbolladet er denne fabel, som også er en udviklingshistorie om Alices modning fra drømmende lillepige over oprørsk teenager til moden kvinde.
Renset for de sværeste bihandlinger stiger handlingskernen med sælsom, urengelsk kraft op gennem Shakespeare, kong Arthur og Excalibur og keltiske myter og beretter om lille Alice, hvis far kærligt udfriede hende fra mareridtene om rejserne ned i (vid)underland. Men nu er far død, og 19-årige Alice på nippet til at gifte sig rigt, højt og ulykkeligt.
Da hun vender sig væk fra sin frastødende frier dumper hun gennem et hul lige ned i den underverden, hun besøgte i barndommens mareridt. Her hersker et destruktivt had mellem to søstre: Skakspillets blide, hvide dronning og kortspillets grusomme, røde dronning, som sidder på magtens trone. Er den tilbagevendte teenage-Alice den frelser, der skal besejre den røde dronning, indsætte den hvide dronning på tronen og udfri alle de sære skabninger, der befolker denne eventyrlige underverden?
Det kan undre, hvordan der er sluppet et flop med i denne på alle planer omhyggelige og begavede film: Nemlig ellers så præcist karakterskabende Anne Hathaway i den relativt korte, men voldsomt vigtige rolle som Den Hvide Dronning. Med bevidst grim monster-makeup og skabagtige bevægelser er hun grotesk-latterlig, hvilket er helt forkert for denne ædle kvinde og helt modsat de andre skuespillere, som dedikeret seriøst har indlevet sig troværdigt i deres sære personligheder. Fornemst Johnny Depp som den gale hattemager, en ligbleg, rødhåret skotsk rebel, så ædel, modig og temperamentsfuldt renhjertet i sin galskab, at han både morer, foruroliger og rører: En stor, smuk, "skæv" præstation.
I den svære rolle som Alice, der er køn, men ikke spor sød, har Mia Wasikowska alt, hvad der kræves af oprør, undren, angst og tvivl, der langsomt udvikles til retfærdighedens altovervindende kampgejst, og spillet mellem hende og Depp er ægte gribende.
Ingen instruktør er vel mere indlysende rigtig til at visualisere dette twistede eventyr end Tim Burton: Den galt-geniale skaber af eventyr som "Edward Saksehånd" og "Beetlejuice" sætter sit personlige præg på hver eneste scene samtidig med, at han er tro mod stil og stemning i Carrolls bøger.
Han mestrer blandingen af menneskeskuespillere og computeranimation til perfektion, og de 3D-dybe billeders skønhed og opfindsomhed tager simpelthen fuldstændig pusten fra én.
Premiere torsdag over hele landet i både 3D, 2D, dansk og original-version.
Instruktion Tim Burton, tilladt over 11 år, 1 time og 48 minutter.
Dagbladenes Bureau
