Send artiklen Svensk pikrock med stift overskæg til din ven.
Selv om der aftenen før stod et band på Postens scene med navnet The Heavy, er det først, da svenske Mustasch åbner ballet med hæsblæsende "Heresy Blasphemy " fra seneste album "Mustasch", det for alvor bliver tungt.
Den dramatiske, til tider teatralske og nærmest filmisk opbyggede musik bygger en fornem og let forcerbar bro mellem hård rock, heavy og metal. Det er hårdt, bevares. Men aldrig over grænsen, hvor man skal være undfanget i en mosh pit for at kunne holde det ud i længden.
Selv om bandet ikke spiller de ondeste dødstoner, er det alligevel en skøn affære for de langhårede på Posten. Stort set samtlige numre egner sig perfekt til en lille svingom med hårpragten, og selv om en del af teksterne er mere poetiske end gennemsnittet i genren, ville det være en markant underdrivelse at kalde dem bløde.
Det er indlysende fra start, at der er tale om fire råseje, svenske rocksvende, der kan deres metier. Og til trods for, at forsanger Ralf Gyllenhammar optræder i joggingbukser, fordi han glemte sine svedigste rockbukser i Aalborg, fremstår han som en allerhelvedes krasbørstig fætter. Han viser igen og igen sin gyldne hammer i form af en knyttet næve for enden af en spændt underarm. Konsekvent efterfulgt af hans øredøvende, snerrende løvebrøl.
Det virker dog provokerende, når han nærmest konsekvent taler engelsk til publikum. Måske er det fordi, han konsekvent bruger engelsk på udebane, men det kunne have skabt en endnu mere fortættet stemning, hvis han havde brugt modersmålet.
Når Gyllenhammar synger, springer det nemlig i ørene, at de engelske gloser har et særdeles tydeligt aftryk af det svenske sprog. I den sammenhæng er det dog med til at tydeliggøre bandets særpræg og så absolut en fordel.
Tænd et nødblus
Der er ting, der er seje som hærdet okselæder til en rockkoncert. Og så er der dem, der er tynde som smeltet softice. At Danne McKenzie spiller trommer i bar overkrop, har en pistol tatoveret på maven og et billede af sig selv på stortrommen giver sig selv. At tænde en lighter, som stod man til Big Fat Snake, er omtrent lige så blæret som at pisse i bukserne. Altså lyt lige til musikkens massive kraft. Et nødblus, et lejrbål eller en molotovcocktail havde været på sin plads. Men en lighter. Nu stopper det.
At Ralf Gyllenhammar insisterer på at få publikum til at gentage mere eller mindre åndsforladte udbrud og ord-remser bliver særdeles enerverende, når han ikke stopper i tide. Måske var det den gode danske øl, der spillede ham et pus. Men så mange omgange syng-med-leg skal han overlade til Mek Pek & Habasutterne.
De ovennævnte punkter betyder dog ikke, at koncerten ikke var god.
Den var faktisk fremragende i flere perioder. Lydniveauet var højt, men ikke for højt. Instrumenterne fik alle deres del af rampelyset, og vokalen stod markant bedre end tilfældet var med The Heavy. Og så supplerer Ralf Gyllenhammar og David Johannesen fornemt hinanden på rytme- og leadguitar.
Det er derfor ikke en skidt aften at få taget sin metalmødom på, som min sidemand siger, mens han tjekker, om der var prikket hul på kærestens trommehinder. Det var der. De var nærmest revet itu efter de fabelagtige ekstranumre "Double Nature" og "Black City". Fantastisk hvad en stiv omgang pikrock kan resultere i.
Posten, fredag:
Mustasch
Foto: Brian Karmark
