Send artiklen Upolitisk ping-pong-prædikant til din ven.
Upolitisk ping-pong-prædikant
Man kan dufte tigerbalsamen flere etager væk. Den skarpe duft sniger sig dovent ned ad trapperne i Magasinets allerhelligste og kommer én i møde, sekunder før komikeren Mick Øgendahl, der ser mindst så bevægelig og kronisk urolig ud bag scenetæppet som foran.
I hans omklædningsrum står der tigerbalsam nok til at mumificere et helt fodboldhold fra Sri Lanka. Det kradse stads indgår i det klargøringsritual, Mick Øgendahl altid går igennem inden sine show. Præcis som et par yoyoer og en lille legetøjsflyver, der ind imellem får sig en lufttur over de tomme sæder i landets sale.
Tomme er sæderne dog ikke, når Mick Øgendahl folder sig ud. Faktisk er de fyldte aften efter aften. Og derfor har Mick Øgendahl brug for at varme sig selv godt og grundigt op, så han præsterer sit ypperste hver gang.
- Jeg kan godt lide at smøre mig ind i tigerbalsam, fordi det brænder lidt, når jeg går på scenen. Det er en måde at stigmatisere mig selv på inden showet, fortæller Mick Øgendahl, mens han smider sine månestøvler og grønne armybukser.
Frivillig isolation
Så står han dér på gulvet i hvide boksershorts, behåret understel og strømpesokker, mens han beskriver, hvordan han prøver at kanonisere sin kroniske nervøsitet ud i noget brugbart i stedet for at vandre rundt som en hvileløs løve i bur. En disciplin han mestrede i begyndelsen af sin karriere.
- Jeg fungerer helt klart bedst i trygge rammer. Egentlig er det noget pjat, men har jeg for eksempel ikke mit arbejdsur på, kan jeg blive distraheret og irriteret, fortæller Mick Øgendahl, der konsekvent isolerer sig en halv time inden startskuddet.
Han er ikke til fals for småsnak og hygge. Han skal ind og levere varen, så udefrakommende forstyrrelser fungerer ikke i hans system. Presset er øget betragteligt, siden han begyndte med stand-up for 12-13 år siden. I dag bookes salene, allerede inden materialet er skrevet. Det kan ikke andet end at stresse.
Mick Øgendahl hiver en flaske guarana-drik frem og napper en slurk. Så fylder han en klat tigerbalsam i hånden og begynder systematisk at smøre nakke, arme og underben ind. Bladsmøreri er han ikke helt så begejstret for.
- Jo mere kendt, jeg er blevet, jo flere har meninger om mig. I gamle dage var der ingen, der skrev om mig. Og jeg har det virkelig, virkelig dårligt med anmeldelser. Jeg bliver i væsentligt dårligere humør af de dårlige, end jeg bliver i godt humør af de gode. Sådan er det bare. Jeg er negativ af natur, erkender Mick Øgendahl.
Derfor læser han aldrig anmeldelser. Nogensinde. For ham handler det udelukkende om glæden ved at optræde og den kontakt, der opstår mellem ham og publikum.
Social værnepligt
- Det handler om at få en rytme i showet. At skabet en jazzet fornemmelse og en synergi. Det er en form for pingpong, hvor publikum og jeg skiftes til at holde salen i gang, forklarer han.
Selv om han benytter ordet "jazzet", er der ikke plads til megen improvisation i showet. Det er 120 minutters stringent og kronologisk opbygget holdningsbombardement, hvor der ikke levnes frihed til afstikkere. Altså ud over de planlagte. Og de alvorlige.
- Jeg snakker blandt andet om social værnepligt i showet. Ikke fordi det er specielt sjovt, men fordi det er vigtigt for mig at få med. Dramaturgien skal fungere, og et godt show består ikke kun af gag og fis. Man skal have en vekselvirkning mellem holdning og ren sjov, selv om de tomme kalorier som regel smager godt, konstaterer Mick Øgendahl, mens bukserne igen ryger på.
Han nægter at prædike for sit publikum. De betaler for et underholdende frikvarter og skal ikke have proppet alt for mange holdninger i halsen. Hvis de vil se politisk satire, er Jan Gintberg et bedre bud.
- Stand-up kan være smukt og en hæmsko på samme tid, fordi det er så unuanceret og endimensionelt i sin form. Sådan må det jo nødvendigvis være med én mand på scenen, der bruger sine personlige betragtninger som materiale. Men jeg kører på med krum hals, siger Mick Øgendahl determineret, kigger på uret og signalerer, at det er tid til yoyo og opladning på egen hånd.
Irriterende småfejl
Præcis to timer og omtrent 500 publikummere med mavekrampe senere sætter Mick Øgendahl sig til rette omkring bordet, hvor hans kolleger slubrer mad fra Asia House i sig. Han gør en flot entré og har efter få sekunder sprøjtet sit eneste par bukser til med aspargessuppe.
Han ærgrer sig både over den klodsethed, og at han lavede en del småfejl i det første af aftenens to show.
- Jeg dummer mig lidt flere gange og laver nogle snakkefejl. Pisseirriterende. Det kan forhåbentlig rettes i næste show, siger Mick Øgendahl, der nu har en time til at spise, slå mave, smøre sig ind i nyt lag tigerbalsam og starte forfra med at finde koncentrationen.
Med eller uden aspargessovs på bukserne.
Der er mere "Propaganda" på Magasinet den 10. og 11. september.
Foto: Andreas Bang Kirkegaard
