Imponerende skuespilpræstationer gør "Precious" til en bevægende film fra samfundets bund
Seks Oscars er denne usædvanlige film med i kapløbet om. Og det er ikke svært at forstå. Altså når man har set den.
For incest, fedme og teenage-graviditet lyder ikke umiddelbart som emner, der kommer brede, folkelige film ud af. Og alt for dystert og indadvendt må det trods alt ikke være, hvis det skal falde i akademiets smag.
"Precious" er en dyster film. Grum og tragisk i sin usentimentale fremstilling af menneskelig fornedrelse.
Men det er også en film fuld af håb, og der er næppe en tone, der klinger falsk i filmatiseringen af Sapphires roman, der er skrevet til at foregå i Harlem i 1987, men som er sørgeligt tidløs.
16 år og gravid
16-årige Precious er smældfed. Hun er gravid for anden gang. Og for anden gang er det hendes egen far, der har gjort hende gravid.
Hendes mor ved alt om det seksuelle misbrug. Og hun reagerer hårrejsende nok ved at behandle sin egen datter som det rene skidt.
I skolen sidder Precious på bageste række og får lov at passe sig selv. Hvis da ikke hun bliver mobbet for sin fedme.
Der er således intet, absolut intet at glæde sig over i Precious’ verden. Hvis man skal finde noget, må det være, at hun i det mindste ikke er blevet junkie.
Precious reagerer ved at drømme sig væk til den glamour-verden, hun kender fra de tv-serier, som hendes kæderygende mor stopfodrer sig med. Imens hun råber af datteren, der bliver tvunget til at lave alt det huslige arbejde.
Da Precious bliver smidt ud af skolen på grund af graviditeten, opsøger hun en mere alternativ skole. Og her er der mennesker, der kan nå ind til den indadvendte Precious.
Men hvis man nu tror, det hele udvikler sig til en feel-good-film om en stakkels lille pige, som mod alle odds kæmper sig op fra samfundets absolutte bund, så tager man fejl.
Uden at afsløre for meget, så er der ikke megen fremtid for Precious.
Men alligevel planter hun et håb om, at der er en vej ud. Hvis ikke for hende, så måske for andre.
Overbevisende skuespillere
For der er lærere og socialarbejdere derude. Ildsjæle, der kan gøre en forskel. Som vil lytte til den, der aldrig er blevet lyttet til før.
Når denne rapport fra samfundets absolutte bund og skyggeside kommer til at føles så vedkommende, bevægende og ikke "kun" dokumentarisk og registrerende, så skyldes det skuespillerne.
Debutanten Gabourey Sidibe er overbevisende i den altdominerende hovedrolle. Underkuet og forknyt, men alligevel i besiddelse af handlekraft.
Den på disse kanter ret så ukendte Paula Patton er smuk og strålende som læreren med en engels tålmodighed. Som kvinden, der når ind til Precious - og en broget samling af andre drop-outs.
Mest uforglemmelig er dog komikeren, ja, I læste rigtigt, komikeren, Mo’Nique i rollen som Precious’ monster af en mor.
Jeg tror nok, jeg vil sætte en del af friværdien på, at hun får en Oscar for bedste kvindelige birolle.
Der er en scene til slut. En monolog, hvor hun fortæller, hvorfor hun er blevet det monster, hun er. Og det er skuespilkunst fra en anden planet. Det rammer hver eneste nervefiber i biografsalen.
Mariah Carey og Lenny Kravitz har såmænd også hver en rolle, men man skal kigge godt efter for at genkende disse stjerner.
Instruktøren Lee Daniels, hvis blot anden spillefilm det er, formår at få det bedste frem i sine spillere. Og det er derfor, "Precious" fungerer som meget mere end nødvendig socialrealisme.
Daniels og hans spillere får fortalt os, at bag hver eneste fed taber gemmer der sig et menneske.
Et godt råd til alle og enhver må lyde: Se filmen. Og et godt råd til forlagsbranchen: Få Sapphires roman "Push" oversat til dansk!
Premiere i BioCity Odense
"Precious": Amerikansk, 110 minutter, tilladt over 15 år.
