Send artiklen Tims totale triumf til din ven.
Tim Christensen havde droppet sin følsomme lyd, og da han hev Dizzy Mizz Lizzy-sangene frem, gik Posten i ekstase.
Hvis nogen havde regnet med at de skulle overvære en stille, melankolsk Tim Christensen-koncert denne aften på Posten, kunne de godt tro om igen.
Allerede inden sangeren havde taget den første akkord, var der lagt op til en helt anden kop te:
"Tim til Grøn Koncert - lå, lålå-lålå. Tim til Grøn Koncert - lå, lålå-lålå", lød det entusiastisk fra en større gruppe unge mænd oppe foran. Stemningen var pisket i vejret, og hovedpersonen selv var ikke sen til at gå med på den galej. Ganske vist var de to åbningsnumre i den stille afdeling, men fra "Jump the gun", som udgjorde tredjenummeret, så han sig aldrig tilbage.
Aldrig før har jeg set Tim Christensen give den så meget gas, og det klædte ham i dén grad. Og publikum åd det råt: Kun en halv time inde i koncerten var temperaturen nået op på gennemblødt-skjorte-temperatur, og det er i min bog altid et positivt tegn.
Nuvel, Tim Christensen er en flink mand, så han undlod ikke at tilfredsstille de fremmødte midaldrende kvinder. Så i bedste nationalskjald-stil fik vi også "Love is a matter of difference" at synge med på. Lighterne blev for en kort stund tændt, og kvinderne kunne sukke forelsket.
Det var generelt en vellykket koncert på flere planer:
Lyden på Posten denne aften var fremragende, Christensens backingband var legesygt og tight på én gang og The Boss himself spillede soloer af en kaliber, man meget sjældent ser det fra en forsanger.
Alligevel formåede han at overraske hele salen og få Postens solide mure til at gungre, da han pludselig gav sig i lag med en klassiker fra Dizzy Mizz Lizzy-tiden: "Rotator".
Og det skulle blive bedre endnu: (Det er såfremt man som undertegnede synes at Dizzy er noget af det bedste, der er sket i dansk musik) For efterfølgende bankede Tim Christensen det genkendelige riff fra "Waterline" ud i æteren, og folk brølede og hoppede, som var de blevet betalt for det.
Måske var det lige så meget overraskelsen over disse gamle klassikere som selve udførelsen af dem, der fik publikum i ekstase, men en ting er sikkert: Det virkede.
Eneste minus på denne aften, var de to-tre gange, Tim Christensen alligevel valgte at lade sine smukke, men ikke specielt koncert-egnede molsange klinge ud over salen. Disse sange afslørede en hyppig frekvens af toiletbesøg, og man glædede sig over, at der aldrig kom to af dem i træk.
Efter at have bukket og takket, kom bandet - hidkaldt af publikums infernalske larm - tilbage til ekstranumre ad hele to omgange. Seancen blev afsluttet med en primalsk udgave af "Whispering at the top of my lungs" med hovedpersonen på trommer Succesen var fuldendt.
Foto: Brian Karmark
