Send artiklen The Souls gør comeback til din ven.
De er blevet ældre, men musikken er den samme. The Souls er klar til at trykke den af.
Nyborg: På trommer: Bo Jørgensen. På basguitar/kor: Leo Jørgensen. På keyboard/kor: Bjarne Christensen. Vokal og guitar: Henning Ebbe Jensen.
Mine damer og herrer: The Souls er genopstået. Efter 45 år, hvor hver især har spillet, arbejdet og rejst rundt i verden, er det gamle, velkendte pigtrådsband fra Østfyn samlet, dog med en lille ændring. Leif Toftegaard, der dengang i 60’erne var med i bandet, er i dag skiftet ud med Henning Ebbe Jensen.
For to år siden fandt de fire herrer hinanden igen. De havde dog holdt musikken ved lige i andre sammenhænge. Blandt andet har Leo Jørgensen spillet i duoen Det Lysner, men der skulle alligevel stemmes ind på hinanden.
- Det var ikke så nemt i starten, men nu svinger det, siger Henning Ebbe Jensen.
Knap så vildt som dengang
Det, der svinger, er pigtrådsmusik. Dengang var det vildt, vovet og provokerende - i dag er det knap så outreret, men stadig fedt.
- The Who var vores store forbillede, siger Leo Jørgensen.
The Who var kendt for at smadre instrumenterne på scenen, så det gjorde The Souls også.
- Der røg nogle trommeskind, griner Bo Jørgensen.
- Ja, det fede var, når jeg fik lov til at kaste spidsen af min basguitar ned i Bos tromme, men det var kun, hvis det var gamle skind, siger Leo Jørgensen.
Minderne er der masser af, og det er som om, musikken også bringer dem frem. Der er stadig tryk på de gamle drenge, da de i øvelokalet på Muzirkus i Nyborg giver et nummer. Trommeslageren må godt nok over på sofaen og slå benene op bagefter, og de smadrer heller ikke instrumenterne længere.
- Vi er ikke så atletiske mere, siger Bo Jørgensen.
Søndag den 22. november skal The Souls optræde på Posten i Odense, når Rock med Rynker slår dørene op.
- Vi er lidt spændte, fordi vi skal spille først, siger Henning Ebbe Jensen.
- Men vi glæder os bare til at komme ud og trykke den af, tilføjer Leo Jørgensen.
Der er dog ikke The Who, der er på repertoiret, men derimod Bob Dylan, Van Morrison, The Animals og flere andre af 60’ernes store navne.
