Dúnésisk dyneshow

Det faldt helt til gulvbrædderne på Posten at vise en film på 90 minutter før en ellers god koncert. Så lad endelig være med det i al fremtid.

Musik: Dyne-Larsen havde haft kronede dage, hvis han torsdag aften var taget på Posten og solgt dyner, lagener og hovedpuder til de fremmødte.

Det fremstormende, danske Dúnés koncert udviklede sig nemlig til en langsstrakt affære - og til slut en gaber.

Af en helt simpel grund:

Inden koncerten - som var programsat til klokken 20 - valgte de unge kometer i Dúné at vise dokumentarfilmen "Stages".

Filmen handler om dem selv. 90 lange minutter skulle sluges af de fremmødte på Posten, før lydteknikerne omsider efterfølgende fik styr på den drillende computerteknik på scenen, og koncerten endelig kunne begynde klokken 22.25.

Det er simpelthen dårlig timing. Eller også et udtryk for ungdommeligt hybris, at man har så store tanker om sig selv, at det er værd at vise en film om sig selv - hvor god den så end er, ifølge visse anmeldere - før man selv går på scenen. Som sig selv. I levende live.

Jeg mener, vi er jo nogle stykker, som gerne ville have nået hjem og set "Deadline" på DR 2 klokken 22.30 ...

Energisk forsanger

Nuvel. Det var godt, det ikke var den omkring fire-timer lange "Ben-Hur", som blev vist i stedet for "Stages".

Dúné leverede trods alt en både energisk og charmerende koncert på Posten, hvor det bombastiske lysshow sent vil blive glemt i de trætte hornhinder.

Ikke så meget på sublime superhits, men mere på selve energiudviklingen, er Dúné nu et af landets fremmeste orkestre. De kan mere eller mindre trille turbussen fra Gedser til hovedstrøget i Bredballe og levere varen gang på gang. Her er ingen sparepærer inkluderet, men et strømforbrug i fri udfoldelse, som ville få statslederne på klimatopmødet i København til med det samme at få forfattet en bindende klimaaftale.

Septetten fra Skive orkestrerede fint deres livlige udfoldelser på Posten mellem gammelt materiale fra bagkataloget og nyt fra seneste udspil "Enter Metropolis".

Deres hybrid af rock, synth-flader skåret til helt klinisk i detaljen, højenergisk guitarspil og den karismastiske - og Duracell-utrættelige - forsanger Mattias Kolstrup gør, at gruppen gik rent ind hos først og fremmest gymnasieelev-segmentet blandt publikum på det under halvt fyldte Posten.

Dúné lagde efter en lille intro-appetitvækker ud med "Time To Leave". Mattias Koldstrups ansigt lå hengemt i mørke, så man skulle tro, han ikke ville være sin egen sang og viltre frisure bekendt.

Men selvfølgelig ville han det. I et snuptag fik han med det samme fat i publikum med et "Hej Odense"-råb og sangene "Heiress of Valentina" og "Heat". For fuld energiudladning.

Røvhuller på scenen

Så var kursen udstukket helt frem til lidt i midnat, hvor det skulle være rart endelig at komme ned under dynen efter det dúnésiske dyneshow. Efter fire lange timer i selskab med Dúné.

Kun "Remember" og "Repeat It" fik temponet ned, mens Mattias Kolstrup - fødselsdag på den historisk genkendelige dato 11. september, som Preben Elkjær i øvrigt - smed den glitrede Mick Jagger-agtige jakke under "John Wayne Vs. Mary Chain" og skød mere energi ud mod det forsvarsløse publikum.

PS: En pudsighed opstod lige efter ekstranummeret "Please Bring Me Back". De ubarmhjertelige rap-bøffer fra Odense Assholes kom som gæstearbejdere på scenen og gav en enkelt "spiller".

Men da var trætheden allerede sat ind i et for langt sæt foran et mere og mere dynehungrende publikum. Dúné burde have skåret sætlisten et par numre ned og helt droppet "Stages" også. Basta!

Dúné

Posten, Odense, torsdag aften