Send artiklen På en aften med Scofield til din ven.
Guitarfidusen John Scofield kom, så og sejrede ikke i sin koncert på Posten. Men temperaturen var over middel.
Musik: På en aften, hvor regnen silede ned. På en aften, hvor Tyskland stadig sørgede over landsholdsmålmanden Robert Enkes selvmord. På en aften, hvor der var godt med frie parkeringspladser på Skt. Anne Plads.
Ja, på den aften spillede strengelegsjongløren John Scofield gospel og guitar på Postens oplyste scene.
Koncerten blev aldrig et stående minde i Postens 25-årige historie. Men det blev heller ikke en fuser. Eller en midt-i-mellem. Det blev en aften med en Scofield over middeltemperaturen.
Næsten præcis på klokkeslettet tyve-nul-nul-dut gik den snart 58-årige guitar- ekvilibrist på scenen med sit sydstatsensemble Piety Street Band og spadserede ud i første gospelnummer "That’s Enough".
Samme sang er også første nummer på John Scofield og bandets nye plade. Ikke den vildeste åbner på et regnbadet Østre Stationsvej, og det var - titlen taget i betragtning - slet ikke nok at starte på.
Derimod var der mere swung i standarden "Motherless Child", som andre gospelmusikere dog har haft mere held med at fremture med end Scofield, der jo normalt gør sig mesterligt i jazz.
"Sco", som Scofield kaldes hjemme i sit New York, lignede mest af alt en skolelærer og ikke en nyudklækket gospelmusiker, da han to numre inde i setlisten stod her under lyset og havde budt velkommen for en aften.
En flagrende skjorte uden på sorte jeans - og en bar isse, som returnerede spotlyset fra hans bare hoved ud mod det siddende publikum ved de små borde - fik ikke Scofield til at ligne en megastjerne som Britney Spears.
Bort med Heineken
Her var i stedet kommet en mand for musikkens skyld. Slet og ret. Ikke for sminkens eller playbackens skyld.
Modsat Spears - og modsat for eksempel det letfordærvelige Bon Jovi - så er det befriende at opleve en amerikaner på scenen, som kan sit musikalske håndværk til de fingerspidser, der har spillet på guitaren siden Herodes tid. Eller siden skoleårene hjemme i Connecticut.
Det blev bevist i det efterfølgende instrumentalnummer samt "Gloryland" og "Someone To Love", hvor Jon Cleary - som sang hovedparten af aftenens sange fuldstændig dirkefrit, som på selve pladen i øvrigt - i sidstnævnte sang med fingrene lige dansede en luksus-pianosolo af.
Men Scofields gospelhymner blev ligesom ikke helt forløst i et jævnt første sæt, som hurtigt kunne skylles bort med en nederlandsk Heineken i baren. Eller to.
- Vi holder lige en pause. Hvis I drikker mere i pausen, så lyder det meget bedre, når vi kommer tilbage, kom det muntert, men også selvkritisk fra Scofield, inden han og bandet gik ud til tissepause bag tæppet.
Da Hank kom til byen
Den hentydning har sikkert hjulpet på Postens kassebeholdning.
Men også musikalsk kom andet sæt efter intervallet op i et langt højere toneleje. I "Never Turn Back" fik vi en særdeles flot slutning, mens Jon Cleary igen lirkede en luksus-solo af i den blues-inficerede "Let The Good Times Roll".
"Thank you", sagde guitarfidusen Scofield, da publikum endelig klappede igennem - denne gang med hjertet og ikke med hjernen. Spændende blev det i "The Angel Of Death". Et gammelt Hank Williams-nummer. Det er ikke hver dag, countrylegenden Hank kommer til Odense i lydform.
John Scofield startede sangen en anelse sjusket med en lille guitarprolog, som lød ligeså pilskæv, som Hank Williams selv var af for mange øller, som kostede ham livet nytårsmorgen i 1953 på bagsædet af en bil. Men det velspillende band gjorde dette nummer til et af aftenens bedste input sammen med "It’s a Big Army", hvor den mørke trommerslager Terence Higgins boksede på sit slaginstrument i hurtige, rytmiske slag, som var det Mike Tyson, der boksede sine modstandere i gulvet på 20 sekunder. Boink. Punch. Boink.
Ekstranummeret, Ray Charles’ "I Don’t Need No Doctor", var en fornem udløber med guitarbattle mellem Scofield og Cleary.
Scofield vandt. På en aften, hvor regnen silede ned og Tyskland sørgede videre i Enkes gospel.
Om koncerten
John Scofield og Piety Street Band, Posten, onsdag aften.
Foto: Kim Rune
