Send artiklen Lederen: Nu skal vi se fremad til din ven.
Lederen: Nu skal vi se fremad

Posten kæmper for at lægge krisen bag sig.
Da Morten Østlund for knap et år siden overtog ledelsen af Posten og Dexter, var det regionale spillested helt i knæ.
Økonomien var skredet, og lukningstruslen var overhængende.
Her på tærsklen til 25-års-dagen ser det hele lysere ud. En kommunal tillægsbevilling har spændt en form for sikkerhedsnet ud, noget Morten Østlund kalder et sandt mirakel et minut i lukketid.
- Omkring nytår havde vi ingen musik og ingen samarbejdspartnere, siger Morten Østlund.
Branchens købmænd havde vendt Posten ryggen, men nu er velviljen stigende, og ved jubilæet vil Morten Østlund hellere se frem end tilbage på de kriser, Posten har været igennem.
- Vi kæmper stadig for at få fat i de store internationale navne, siger Postens leder.
Navne i klasse med Morrissey, der nærmest sensationelt gav koncert på Posten i juni, ville Morten Østlund gerne præsentere et par gange om året.
- Jeg synes, vi har godt fat i danske scene og i spændende navne i nabolandene, og nu arbejder vi på at få fat i de internationale agenter, siger Morten Østlund.
Men udover at få spændende navne på plakaten er der meget andet at tage fat på.
Ny teknik
På Posten hænger meget af teknikken. En monitor synger på sidste vers. Nyt scenetræk og miljømæssigt korrekte el-installationer er også tiltrængt. Og så rumsterer der planer om at bygge om, så indgang og garderobe ikke kommer til at virke som en flaskehals.
På Dexter er interiøret generelt nedslidt, og baren måtte gerne flyttes, så den ikke generer den levende musik så meget.
Og så handlet det nok så meget om at udbedre de gevaldige hak, spillestederne fik i imaget under den store krise.
- De økonomiske spøgelser i skabet er væk, og den onde cirkel er brudt. Men vi har fået masser af dårlig omtale ude i byen, siger Morten Østlund, for hvem det handler om at få gjort Posten mere kendt.
- Vi havde en undersøgelse på SDU sidste år, der viste, at halvdelen af de studerende ikke vidste, hvad Posten er.
- Folk skal vide, hvad Posten er, og vi har opbygget et ambassadørteam og bruger Facebook rigtig meget, siger Morten Østlund.
Og så kæmper han og de andre folk på Posten selvfølgelig med det helt generelle problem, der har kendetegnet Odense og opland i årtier: Det er svært, at få fynboerne op af sofaen.