Send artiklen Det Kongelige Kapel giver symfonisk koncert i Alsion til din ven.
SØNDERBORG: For første gang nogensinde sender Det Kongelige Kapel en af sine prestigefyldte kapelkoncerter på turné i Danmark. Det sker til efteråret, og som ét af to steder i provinsen, skal orkestret spille i Alsion i Sønderborg fredag 18. september, mens den anden koncert finder sted i Musikhuset i Århus.
Det Kongelige Kapel består af 120 musikere, som til daglig spiller til operaen og regnes for et af verdens fineste opera- og koncertorkestre. Et par gange om året giver det også symfoniske koncerter – såkaldte kapelkoncerter – og de plejer altså kun at komme hovedstaden til gode.
Både program, solist og dirigent vil være i særklasse. Det Kongelige Kapel har inviteret det unge russiske klaverikon Alexander Ghindin til at spille sin landsmand Rachmaninovs virtuose klaverkoncert nr. 3. Og efter pausen spilles et af de største symfoniske værker, Schostakovichs storladne symfoni nr. 15.
Det er den spanske dirigent Jesus Lòpez-Cobos, der står i spidsen for orkestret denne aften. Billetsalget er gået i gang på www.sonderborgbilletten.dk eller tlf. 7442 3555. De koster fra 100 til 295 kr.
